Køge Nord Station er indviet og åben

Fredag d. 31. maj indviede Banedanmark med hjælp fra H.K.H. Kronprins Frederik Køge Nord Station og Danmarks første højhastighedsbane mellem København og Ringsted.

Der blev skrevet danmarkshistorie, da H.K.H. Kronprinsen fredag d. 31. maj tog det første tog på Den nye bane København-Ringsted og siden stod for indvielsen af banen og stationen på Køge Nord Station.

Med åbningen af stationen får pendlerne fra såvel Køge og omegn som fra resten af Sjælland bedre muligheder for at stige på den kollektive transport. Køge Nord Station er ikke bare en ny station, men et nyt trafikalt knudepunkt, som skal fremme togtrafikken ved at tilbyde lette skiftemuligheder for alle passagerer, der skifter mellem tog, bus, bil og cykel.

Kronprinsen vises rundt i gangbroen. Foto: Jesper Blæsild.

“Stationen bliver en ny port til København og et vigtigt skridt på vejen for de omkring 8000 daglige brugere, som stationen får på sigt. Med sit spektakulære design bliver stationens 225 meter lange gangbro ikke kun et vartegn for Den nye bane og for Køge, men også et markant vartegn for grøn mobilitet,” siger Jette Aagaard, projektdirektør i Den nye bane København-Ringsted.

Lørdag d. 1. juni standsede de første S-tog og fjerntog på stationen. Tjek rejseplanen.dk for køreplaner.