KØGE NORD STATION TÆT PÅ GULD I CANNES

Bro og forplads

Køge Nord Station var torsdag aften med helt fremme i feltet, da der blev uddelt priser ved en af verdens største ejendomsmesser, MIPIM, i Cannes, Frankrig.

I år var Køge Nord Station med i opløbet om en prestigefuld MIPIM-award i kategorien ’Best Futura Project’ ved den årlige ejendomsmesse, MIPIM, i den sydfranske by Cannes. Stationen – en svævende gangbro, som i 2018 kommer til at strække sig hen over Køge Bugt Motorvejen – var oppe imod tre projekter fra henholdsvis Frankrig, Tyskland og Kina. Det blev imidlertid det franske projekt, Cité musicale départementale de l’Île Seguin, der løb med prisen som ’Best Futura Project’.

Banedanmark er bygherre på gangbroen, og Køge Kommune og DSB er bygherrer på parkér og rejsanlægget ved Køge Nord Station. De tre parter bag projektet glæder sig over, at Køge Nord Station fik en plads i det fornemme selskab.

Arkitektfirmaet COBE, DISSING+WEITLING og det rådgivende ingeniørfirma COWI er teamet bag den svævende gangbro – en opgave de vandt i 2014 i en international arkitektkonkurrence, udskrevet af Køge Kommune, DSB og Banedanmark.

Med sin ca. 245 meter lange gangbro og dertilhørende 32’000 m2 parkér- og rejsanlæg bliver Køge Nord Station ikke kun et trafikalt center for hele hovedstadsområdet, hvor højhastighedstog, lokaltog og motorvej mødes, men også et karakteristisk vartegn for Køge Nord-området. Med kun 20 minutter til Københavns Hovedbanegård bliver stationen også en smutvej til København for store dele af Sjælland. Stationen forventes at stå færdig i 2018 og åbner i forbindelse med åbningen af Den nye bane København-Ringsted i slutningen af 2018.

Fakta om ejendomsmessen MIPIM:

→ MIPIM, verdens førende ejendomsmesse, samler de mest indflydelsesrige spillere fra alle internationale ejendomssektorer – kontor, bolig,   detailhandel, sundhedsvæsen, sport, logistik og industri.

→ I år er det 26. gang, at messen afholdes i Cannes, Frankrig. Messen blev i år afholdt den 10.-13. marts 2015.

→ I kategorien ‘Best Futura Project’ var Køge Nord Station nomineret sammen med byggeprojekter fra Frankrig, Tyskland og Kina.

Læs mere om vinderne af årets MIPIM-priser:
http://www.mipimawards.com/mipimawards2015/awardswinners/winners-2015

Fakta om Køge Nord Station:

→ Køge Nord Station åbner i 2018. Herfra kan man tage toget til Københavns Hovedbanegård på kun 20 minutter.

→ Stationen består af en ca. 245 meter lang gangbro, der spænder over den kommende dobbeltsporede højhastighedsbane mellem København og Ringsted over Køge, motorvejen og den eksisterende S-togslinje mellem Køge og Holte.

→ Gangbroen forbinder perronerne ved de to baner, så det bliver nemt at skifte mellem fjerntog, regionaltog og S-tog.

→ Ved stationen bygges et 32.000 m2 stort parkér- og rejsanlæg til biler og cykler.

→ Banedanmark er bygherre på gangbroen, og Køge Kommune og DSB er bygherrer på parkér og rejsanlægget ved Køge Nord Station.

→ Arkitektfirmaet COBE, DISSING+WEITLING og det rådgivende ingeniørfirma COWI står bag Køge Nord Station. En opgave teamet vandt i 2014 i en international arkitektkonkurrence, udskrevet af Banedanmark, DSB og Køge Kommune.